Tidligere FCM Samfund-profil bliver ny klubchef i Herning Svømmeklub
Ansættelsen skal styrke medlemsvækst, trivsel, partnerskaber, talentudvikling og klubbens position i Herning og Midtjylland.
Herning Svømmeklub styrker ledelsen med ny klubchef og øgede ambitioner for fremtiden
Herning Svømmeklub tager et vigtigt skridt i klubbens fortsatte udvikling med ansættelsen af Allan Christiansen som ny klubchef. Samtidig fortsætter Heine Brunø som sportschef med et endnu stærkere fokus på den sportslige udvikling af klubbens svømmere og trænere.
Den nye ledelsesstruktur skal styrke klubbens samlede udvikling og skabe et endnu stærkere fundament for vækst, talentudvikling, partnerskaber og synlighed i lokalsamfundet. Allan Christiansen kommer med mange års erfaring inden for ledelse, organisationsudvikling, talentudvikling og idræt. Han har blandt andet stået i spidsen for FCM Samfund, hvor han var med til at opbygge organisationen fra bunden og skabe stærke relationer mellem erhvervsliv, frivillige og offentlige aktører. Senest har han arbejdet som chef i ADEPTO med fokus på udvikling af organisationer, medarbejdere og tværgående samarbejder.
I den nye struktur får Allan Christiansen ansvaret for den overordnede ledelse og organisatoriske udvikling af klubben, mens Heine Brunø fortsætter med ansvaret for det sportslige område. Begge refererer direkte til klubbens bestyrelse. Bestyrelsen ser ansættelsen som en markant styrkelse af klubbens ledelse og fremtidige muligheder. “Vi er meget glade for at kunne præsentere Allan Christiansen som ny klubchef. Allan tilfører stærke kompetencer inden for ledelse, organisationsudvikling og talentudvikling, som skal være med til at udvikle klubben yderligere. Samtidig skaber den nye organisering bedre muligheder for, at Heine Brunø kan koncentrere sig om den sportslige udvikling, hvor han gennem de seneste år har skabt stærke resultater og en positiv udvikling i klubbens konkurrenceafdeling,” udtaler bestyrelsen. Ansættelsen handler dog om mere end organisation og struktur.
Herning Svømmeklub ønsker i de kommende år at øge medlemstallet, styrke samarbejdet med eksisterende og nye partnere, skabe øget synlighed omkring klubbens aktiviteter og udvikle relationerne til de mange aktører, der bidrager til idrætslivet i Herning. Det gælder blandt andet samarbejdet med lokale svømmeklubber, Arena X, Herning Kommune, Herning Elite, Herning Idrætsråd samt øvrige samarbejdspartnere og interessenter, der deler ambitionen om at styrke talentudvikling, folkesundhed og idrætsfællesskaber i kommunen. Bestyrelsen ser samtidig muligheder for at indgå i nye samarbejder, der kan understøtte Hernings ambition om fortsat at være blandt Danmarks stærkeste idrætskommuner. Sportschef Heine Brunø ser store perspektiver i den nye organisering.
“Herning Svømmeklub har udviklet sig markant gennem de seneste år, og med ansættelsen af Allan tager vi et vigtigt næste skridt. Jeg oplever allerede, at vi supplerer hinanden rigtig godt, og jeg glæder mig til samarbejdet. Allan kommer med stærke kompetencer inden for ledelse, organisationsudvikling og talentudvikling, mens jeg fortsat kan have mit primære fokus på den sportslige retning. Sammen skaber vi endnu bedre forudsætninger for både bredde, talentudvikling og elite i klubben,” siger sportschef Heine Brunø.
Selvom Allan Christiansen ikke kommer fra svømmesporten, ser både bestyrelse og sportslig ledelse store muligheder i at tilføre nye perspektiver og erfaringer fra andre dele af idræts- og organisationsverdenen. “Vi ændrer ikke retning. Tværtimod bygger vi videre på det stærke fundament, som allerede er skabt i Herning Svømmeklub. Ambitionen er fortsat at udvikle dygtige svømmere, skabe stærke fællesskaber og være en attraktiv klub for både bredde- og konkurrencesvømmere. Med Allan på holdet står vi stærkere rustet til at realisere de ambitioner,” udtaler bestyrelsen.
Allan Christiansen er tiltrådt stillingen som klubchef og er allerede en synlig del af hverdagen i Herning Svømmeklub. Samtidig med ansættelsen af Allan søger vi fortsat en ny 1. holds træner eller assistenttræner, som sammen med Heine skal træne klubbens bedste svømmere.